
Hej! Jeg hedder Marie og skriver bloggen “Hønsekonen”.
Min familie og jeg har i flere år drømt om at få høns og flytte på landet med masser af luft, ro og plads. Det er en drøm, som vi nu er igang med at realisere.
Og det blev starten på min blog, hvor jeg skriver om tips og tricks til hønsehold.
Høns giver glæde til hele familien
Jeg bor på landet i Klarup med min mand og vores to store børn. Vi har 2 Orpingtonhøner og 1 New Hampshirehøne, som leverer æg og underholdning til os alle, når vi går ude i den store landhave med dem. Det er en fornøjelse at se dem, når de følger os rundt i hælene, og de er både tamme og tillidsfulde overfor store og små.
Min personlige oplevelse er at høns er en fantastisk tilføjelse til familien, fordi de giver en masse værdi:
- Sunde, velsmagende æg
- Gødning og grokraft til haven
- Sjovt og finurligt selskab til børn og voksne.
